Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Bred aftale i Folketinget: Skal gøre det nemmere for 440.000 borgere

Politik

14/03/2024 12:14

J. Bøgen

Det er 10 konkrete initiativer, der skal sættes i gang.

Regeringen (Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne) og forligspartierne bag reformen af sygedagpengesystemet (Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti) er blevet enige om en aftale, som giver sygemeldte borgere en mere skræddersyet og værdig indsats og kommunerne større frihed til at tilrettelægge indsatsen.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Målet med aftalen er at løse en række velkendte udfordringer på kort sigt, mens de større strukturelle ændringer af systemet afventer reformen af hele beskæftigelsesindsatsen.

Påvirker 440.000 borgere

I 2023 var 440.000 borgere på sygedagpenge. Aftalen gør op med, at alle bliver mødt af de samme krav og regler.

Forligspartierne er blandt andet enige om at sænke kravet om antal samtaler for sygemeldte fra fire til én, hvis sygdomsforløbet er ukompliceret, og den sygemeldte har et job at vende tilbage til.

I alt skønnes det at dreje sig om ca. 60.000 færre samtaler om året.

Aftalen er det første skridt i arbejdet med at frisætte kommunerne på beskæftigelsesområdet og bygger blandt andet på frikommuneforsøget, hvor de nordjyske kommuner har haft gode erfaringer med at bruge både rehabiliteringsteams og lægeattester mere fleksibelt.

Forligspartierne er enige om, at det er afgørende, at alvorligt syge borgere bliver behandlet værdigt og vil derfor sikre, at vejledningen om dialog med alvorligt syge borgere på standby-ordningen bliver præciseret.

Fakta om aftalen

Aftale om Forenkling og Målretning i Sygedagpengesystemet indeholder ti initiativer:

  1. Fleksibel brug af rehabiliteringsteams

  2. Fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteams

  3. Mestringsforløb skal gives ud fra en faglig vurdering

  4. Forenkling af visitationskategorierne

  5. Færre krav til sygemeldte fra beskæftigelse

  6. Styrket fokus på kommunens kontakt med alvorligt syge

  7. Forenkling af ”Mit sygefravær”

  8. Mulighed for at vise lægeattester for sygemeldte borgere

  9. Afskaffelse af generelt krav om lægeattester

  10. Undersøge mulighed for at ændre i kommunens anmodning om lægeattester

Det forventes, at aftalen samlet set vil indebære mindreudgifter på 79 mio. kroner i 2025 og frem. Provenuet vil indgå i regeringens målsætning om at finde 3 mia. kroner på beskæftigelsesområdet i 2030. 

Mest Læste

Annonce