Foto: Gjensidige
Foto: Gjensidige

Ikke kun et problem for bilister: 4 af 10 cyklister har været i fare på grund af denne tendens

Infrastruktur

29/02/2024 08:06

J. Bøgen

Cyklisterne får også et par opfordringer med sig fra en ekspert.

Denne vinter har været særligt hård ved vejene, hvilket har fået både kommuner og bilister til at advare om risikoen for at køre i huller.  

Men det er ikke kun for biltrafikken at huller i vejen er et problem, det gør sig nemlig også gældende på landets mange cykelstier, hvor de både er med til at skabe utryghed og kan forøge risikoen for uheld.  

Og i en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Gjensidige, svarer hele fire ud af ti danskere, at de har været ved at ende i en farlig situation på grund af et hul i asfalten.  

Samtidig svarer hver tiende af dem, at hullerne fik dem til at styrte på cyklen, mens syv ud af ti kun lige akkurat nåede at undgå et styrt på grund af et hul.   

Vær ekstra opmærksom

Ifølge Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige, er undersøgelsens resultat en vigtig påmindelse om, at man bør være ekstra opmærksom, når man kører på cykel på den her tid af året.  

“Hvor vi normalt har stort fokus på os selv og vores medtrafikanter, når vi cykler, så er det også vigtigt at holde øjnene på cykelstien og ikke på telefonen eller andet, der kan distrahere. Og hvis man eksempelvis oplever problemer med asfalten, er det en god idé at sænke farten, så der er tid til at reagere,” siger hun.  

Denne vinters våde vejr og frost har været særlig hård ved asfalten både på veje og cykelstier, og for at komme hullerne til livs er det vigtigt, at der bliver gjort opmærksom på, hvor problemerne er.

Derfor opfordrer Lene Rasmussen til, at man benytter sig af mulighederne for at indrapportere hullerne.  

"Når vi har haft vejrforhold som denne vinter, kan det være svært for de relevante myndigheder at kortlægge, hvor hullerne er opstået, og her kan det være en stor hjælp både for dem og ens medtrafikanter, at de bliver indrapporteret på de forskellige 'Giv et praj-ordninger', der findes både hos kommuner og Vejdirektoratet,” siger hun. 

Det viste undersøgelsen

Har du som cyklist oplevet en farlig situation i forbindelse med et hul i asfalten på cykelstien

Ja - 39 procent

Nej - 54 procent

Ved ikke - 7 procent

Hvad førte den farlige situation grundet hul i asfalten på cykelstien til (Hvis du har oplevet flere farlige situationer i forbindelse med hul i asfalten på cykelstien, bedes du tænke på den seneste gang)

Jeg styrtede og kom til skade - 10 procent

Jeg var tæt på at styrte - 71 procent

Jeg fik materielle skader på cyklen - 8 procent

Jeg var tæt på at køre sammen med andre cyklister eller biler - 7 procent

Andet - 10 procent

Ved ikke - 5 procent

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.008 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af YouGov for Gjensidige i februar 2024. 

Mest Læste

Annonce